Out Of Comfortzone



Jeg elsker at lære nyt, prøve nyt og rykke lidt til de grænser jeg nu engang har.
Dog kun indenfor områder hvor jeg har en snært af lyst selvom det skræmmer mig.
F.eks. kommer jeg aldrig til at springe i faldskærm eller noget i den stil, da der absolut ingen lyst eller behov er for at rykke til denne grænse.
Jeg tror på, at det er sundt at overkomme noget af den frygt vi går og bygger op inde i os selv, komme ud af vores komfortzone og lære at vi kan mere og har flere muligheder end vi går og tror.
 

Jeg har altid været draget af havet. Jeg elsker at befinde mig på det eller i det og bliver beroliget af dets lyde og nuancer af farver. Vandaktiviteter taler til mig og er altid på listen over ting jeg gerne vil prøve, hvilket kan virke mærkeligt da havet samtidigt er noget af det mest skræmmende jeg overhovedet kan forestille mig.


Jeg er så ufatteligt bange for dybt og mørkt vand. På et niveau hvor jeg kan få et panikanfald hvis jeg skal passere eller nærmer mig et tang område, selv i den lave ende på stranden.
Selv en svimmingpool med skygge over sig, hvor vandet synes mørkt, svømmer jeg ikke i alene, og hvis jeg svømmer med andre, holder jeg mig fra de områder, eller lukker øjnene.

 

Da jeg var mindre havde jeg et vand uheld. Vi var i Grækenland hele familien, som vi var omtrent hvert år, og jeg og mine søstre legede i børne poolen med en oppusteligt havskildpadde.
På et tidspunkt røg jeg på en måde ind under denne og havde svært ved at komme op igen, jeg lavede en masse koldbøtter og min mor sprang i, som en anden baywatch stjerne og fik mig op. 

 

Da jeg var ældre husker jeg, at jeg og nogle fra min folkeskole svømmede i havnen.
Det var bestemt ikke noget jeg havde lyst til, men det var i den alder, hvor jeg ikke havde lyst til at skille mig ud fra flokken, og bare gjorde det samme som de andre.
Jeg husker det mørke, nærmest sorte og dybe vand, og at jeg svømmede med lukkede øjne fra start til slut, imens jeg hele tiden kunne mærke at diverse ting ramte mine svømmetag og krop. Højst sandsynligt vandmænd, tang og diverse. Forhåbentligt. 

 

Med en livlig fantasi, og generel frygt for mørke, borede ovenstående oplevelse sig ind i mig.
Jeg husker ikke så meget af det andet der skete den dag, men jeg husker tydeligt følelsen og ubehaget ved at svømme i vandet.

 

Det lyder måske mærkeligt, men så længe jeg tænker tilbage, har jeg ikke kunnet lide at sidde alene i et karbad. Tanken om at være dækket af vand, som kan syntes mørkt og være alene i rummet synes jeg simpelthen er ubehageligt. Jeg har siddet i et spabad alene siden, uden problemer, men et kompakt karbad tror jeg stadig den dag i dag at jeg ville fravælge.


Min første oplevelse med snorkling var derfor ikke overraskende en lidt skræmmende affære.
Jeg havde en stor lyst til at prøve snorkling og forestillede mig det hele idyllisk, på den lave ende af havet, hvor jeg kunne bunde hvis noget blev ubehageligt.
I virkeligheden sejlede vi i båd ud til et lettere dybt område, omkring 3-4 meter vil jeg tro.
Jeg var aldrig en af dem der hoppede i som den første, uanset hvor lyst og indbydende vandet måtte være, når vi taler dybe områder, men jeg havde lettere ved at komme i, når de første 10 allerede var der, og så ud til at nyde det. 

 

Jeg hoppede i vandet, med maske og snorkel i panden, så jeg kunne vænne mig til udstyret lidt efter lidt.
Først prøvede jeg at tage masken på og tilpasse den. Den besværede vejrtrækningen lidt. Derefter snorklen. Jeg fik hurtigt følelsen af at jeg kun fik minimalt ilt igennem et sugerør.
Begge ting sad ellers som de skulle, så jeg prøvede at dykke under vandoverfladen.
Problemet var bare at da mine lunger befandt sig under vandet, føltes min vejrtrækningen endnu mere besværet, og hele scenariet med det dybe vand og manglende luft, fik mig til at begynde at gå i panik.
Det var svært at holde sig ovenvande. Min vejrtrækning var meget overfladisk på dette tidspunkt, hvilket ikke gjorde følesen af ilt mangel mindre.
Jeg kiggede mig febrilt om for at finde min rejsepartners, svømmede til hende og tog hendes hånd.
Sammen trak vi vejret stille og roligt og fik ro på. 

 

Stedet var fantastisk, vandet var lyst og klart, og der var store coraller, som man skulle passe på ikke at ramme med sine dykkerfødder. Corallernes størrelse gjorde at vandet syntes mindre dybt. Jeg svømmede rundt og følte mig i en live udgave af find nemo, en masse nemo fisk, dory fisk, coraller og lyst hyggeligt vand. Her kunne jeg være blevet hele dagen.
Jeg fandt en ro, og en følelse af at være 100% i nuet, det var svært at tænke på noget som helst andet, når man svømmede rundt der, let som en fjer. 

 

Jeg begyndte at føle mig mere og mere komfortabel med situationen. Det næste sted båden stoppede, hoppede jeg bare i, fik udstyret på plads, og svømmede med flokken. Her så vi skulpture under vandet. 

 

Det trejde stop var dog lidt anderledes, her var vi på udkig efter havskildpadder. Vi svømmede hurtigt efter guiden, så vi kunne se hver gang han udpegede de smukke væsner.
Jeg havde det egenligt fint i starten, men jeg følte vi kom længere og længere væk fra båden, og vi nærmede os dybere og dybere og mørkere og mørkere vand. Når man kiggede mod højre var vandet lyst men kiggede man mod venstre, var det som om der var en afgrund og alt var mørkt. Jeg tog mig selv i at tænke, hvad jeg skulle gøre hvis der pludselig kom en haj frem fra mørket.

Når man svømmer samme retning som fiskene, kan i forstille jer den ene side lys og den anden side mørk

Jeg var i mine tanker kommet lidt bagud, og gik i panik da jeg ikke kunne spotte min makker. Jeg måtte til overfladen for at spotte hende, og fandt mere ro da jeg nærmede mig hende og resten af gruppen igen.

 

Vi havde flere oplevelser med snorkling, og jeg blev bedre til at være i det mørke og det dybe og at trække vejret og finde ro igennem det. 

 

En dag spurgte min kæreste, som arbejdede på en dykker skole, om jeg havde lyst til at prøve dykning. Han talte altid om dykning med begejstring i stemmen, og jeg var aldrig i tvivl om at han syntes det var fantastisk og smukt.
Som nævnt tidligere havde diverse vandaktiviteter altid trukket i mig, og selvom at dykning var vanvittigt skræmmende i mine øre, havde jeg den snært af lyst man skal have til at prøve det, til at rykke ved den grænse. 

 

Jeg startede med teori den næste dag og skulle derefter i poolen og prøve det af.
Alt udstyret på, ilt må ryggen, mundstykke i munden, våddragt, bælte, vest, maske og svømmefødder.
Det gik overraskende godt, det var i den lave ende, og vandet var lyst af solen. Det eneste jeg bestemt ikke brød mig om, var at jeg skulle tage min maske helt af, så øjne og næse var under vand, imens jeg trak vejret igennem mundstykket i min mund. Svømme en omgang, få masken på igen og tømme den for vand, under vandet. Angstprovokerende. 

 

Jeg fik en masse mere teori, men hvad jeg ikke havde overvejet før start var, at teorien var meget sygdoms baseret. Hvad kan gå galt, og hvordan forhindrer vi at det ikke gør det.
Det kan godt være det ikke var sådan det var, men det var sådan jeg følte det var, og du kan måske forestille dig, at det ikke var så rart at blive opmærksom på alle de ting der kunne gå galt, når man lider af sygdomsangst der kommer til udtryk under pres. 

 

Vi kom i havet og det gik godt. Jeg var meget opmærksom på om jeg holdte vejret eller ej, men jeg var rolig, og brugte utroligt lidt ilt på det første dyk.
Der var dog et tidspunkt min krop skød ukontrolerbart mod vejrs, hvor min instruktør og tee måtte trække mig ned igen. Det kan være fatalt af komme til overfladen for hurtigt, og nøj hvor det satte sig i min bevidsthed. 

 

Jeg var nervøs hele dagen efter, for om jeg skulle udvikle en blodprop, tryksyge eller andet. 

 

Jeg startede derfor mere nervøst på mit andet dyk, allerede inden vi skulle under var min vejrtækning hurtigere end normalt. Jeg prøvede at trække vejret roligt, men det var svært at få styr på nerverne.
På det andet dyk skulle jeg ligesom i poolen tage mit mundstykke ud, og efterfølgende min maske af og på igen, samt tømme den for vand på 18 meteres dybde.

Aldrig har jeg prøvet noget så angstprovokerende. Grundet min nervøsitet allerede inden start kunne jeg ikke gennemføre, og jeg endte med at måtte gøre det på et senere dyk.  

 

Det var svært for mig at give slip på kontrollen og lade alt min sikkerhed være op til instruktøren.
Jeg fik derfor på mit efterfølgende dyk, et ur på mit håndled, hvor jeg selv kunne holde styr på hvor dybt jeg var, og hvor længe jeg havde været på diverse dybter. Det hjalp mig meget, og jeg begyndte at slappe mere af igen.

 

Mit absolut yndlings dyk var "turtle heaven." Som titlen beskriver var dette et skildpadde paradis, hvor jeg svømmede med havskildpadder på størrelse med mennesker, endnu et flashback til find nemo.
Det var fuldstændigt fantastisk, idyllisk og hele forløbet værd. 

 

Her 9 måneder efter, er jeg dog ikke sikker på at jeg kommer til at dykke igen. Da jeg var inde i rytmen savnede jeg at dykke, og glædede mig dag for dag, men eftersom jeg ikke nåede at få meget rutine, ved jeg at det indebærer at jeg skal starte forfra med tilvæningsprocessen.

 

Jeg er dog glad for at jeg prøvede at dykke, det var en lang rejse, men nu ved jeg hvad det indebærer og det har begge givet mig fantastiske oplevelser med i baggagen, jeg ikke ville have været foruden.
Det var desuden en stor sejr for mig, at gennmføre og få mit dykkercertifikat, da dette var en aktivitet der trykkede på mit behov for kontrol, min sygdomsangst samt min frygt for dybt og mørkt vand. 


Med hensyn til snorkling er det helt sikkert noget jeg vil blive ved med, som nævnt tidligere giver det mig en følelse af ro og af at være 100% i nuet. 

 

En lille forklaring omkring billedet af mig og slangen her til slut.
Jeg har altid ønsket at prøve at holde en slange, samtidigt med at ideen om det var ret så skræmmende for mig, og det er lige præcis i den kombination, at der er noget at overvinde og arbejde med. Følelsen af at man ikke tør, samtidigt med lidt lyst og kriller i maven.
Jeg vil gerne indrømme at det var til den uhyggelige side at have slangen omkring halsen og mærke dens tunge mod min hud, men jeg ville gøre det igen. 

 

Under din frygt er et hav af muligheder.

 




 

 

 

 

Pages