Del 4 - Hjem væk fra hjem


Jeg tror ikke på at man skal ud og lede for at finde sig selv, jeg tror på at man skaber sig selv, og den person man gerne vil være, og at man kan ændre på alt det man ikke bryder sig om. Mange "personlighedstræk" måder at reagere eller at tackle ting på, er noget vi har tillært os af den ene eller anden årsag og er noget vi derfor kan fralære os igen. Vi kan også lære at beside de egenskaber vi beundrer hos andre, men ikke selv besider i nuværende stund.
Vi indeholder alle de samme egenskaber, det er bare forskelligt fra person til person hvilke der er fremtrædne og hvilke der er gemt mere væk, alt efter hvilke vi har fokuseret på og vedligeholdt gennem livet.

I Januar købte jeg en enkelt billet. Rejsen startede i Malaysia hvor jeg tog til med min søster.
Vi tilbragte 14 dages sammen, og udforskede forskellige dele af landet. Herefter tog hun tilbage til Danmark og jeg tog videre mod indonesien.
Det var min første rejse alene, og jeg var utryg ved at forlade min søster, som havde mere rejseerfaring end mig. Jeg var også ked af at skulle forlade hende efter 14 dage sammen, uden at have nogen dato på hvornår vi skulle ses igen. Jeg havde en klump i halsen da vi skiltes. Tiden var kommet til at jeg skulle genforenes med Tee og jeg var mildest talt spændt.

D. 1 Februar mødtes vi i lufthavnen, vi var begge ligeså begejstret som nervøse. Siden November havde vi ventet på dette øjeblik, og det der havde syntes umuligt var nu muligt.
Jeg havde som sagt tidligere haft svært ved at vise den rigtige side af mig, men Tee havde en evne til at være fuldstændig sig selv fra start, hvilket hjalp mig til det samme. Derudover havde jeg en ny opfattelse af mig selv, nemlig at jeg var god nok, og ikke behøvede at være en anden en den jeg var, kunne han ikke lide mig for den jeg var, havde vi ikke nogen fremtid sammen alligevel.

 

Efter to fridage på Lombok, tog vi tilbage til Gili Air hvor vi havde mødt hinanden tilbage i November, og hvor Tee havde sit arbejde.

Den første tid var uden nogle form for gnidninger. Vi boede på et hotelværelse med adgang til et fælles køkken, men spiste dog oftes ude. Tee gik på arbejde, og jeg brugte dagene på at møde nye mennesker, spise frokost med dem, dyrke yoga og tage dykkercertifikat, aftenerne brugte vi sammen, indtil dagen igen startede forfra. 

Jeg blev dog hurtigt sat lidt tilbage, da jeg fik et gnavesår på min fod, forårsaget af en våd sko.
Grundet den høje luftfugtighed havde såret svært ved at heale, der gik infektion i og det blev faktisk værre og værre.
Tee kom uden opfordring hjem hver dag i sin frokostpause, for at hjælpe mig med at rense såret.
Han sørgede også for at jeg fik frokost og snacks, da jeg prøvede at holde mig indendørs det meste af tiden, for at undgå yderligere forværring.
Efter at have erfaret at vi ikke kunne klare det selv, fik vi købt salve med antibiotika og dét kombineret med en masse saltvand fra dykning, viste sig at være tricket.

I tiden efter fik Tee besøg af venner fra Tyskland og Australien, som vi sammen med noget af hans familie som vennerne boede hos, brugte en masse tid sammen med. Jeg fik set hvordan han var i sådan sammenhæng og fandt ud af at vi havde samme smag i venskaber, de var virkelig de sødeste.

Mit visa udløb i slutningen af Februar, og jeg besluttede mig for at besøge min familie i Australien imens jeg fik det fornyet. Jeg havde altid drømt om at besøge min familie, som jeg kun havde mødt én gang i mit 28 år lange liv, grundet den store geografiske afstand.
For at komme dertil skulle jeg først med båd ind til fastlandet, hvor jeg overnattede på hotel, så videre til lufthavnen morgenen efter og den samme måde på tilbagevejen.
 

Det var 12 fantastiske dage, hvor vi klikkede som om vi altid havde kendt hinanden. Jeg fik set Koala Bjørne, Kænguruer, de vildeste strande og havde grineflip omtrent dagligt.
En dag jeg skulle sove spottede jeg en sort edderkop på mit værelse i det ene hjørne. Jeg var normalt bange for edderkopper, men endnu mere med tanken om at de her kunne være dødelige.
Det var omtrent nat, så jeg smsede min faster der fluks kom mig til undsætning i nattøj og med en sko som våben.
Det var i Australien, efter dybe samtaler med min faster, at jeg blev klar over at jeg ville være kæreste med Tee. Det var også her at jeg gjorde min familie opmærksom på at jeg havde mødt en mand.

Jeg nåede lige akurat at komme tilbage til Indoniesen og have en solnedsgangs aften med Tee, hvor jeg fortalte ham at jeg gerne ville være hans kæreste, inden Corona brudte ud.

Når man er kommet sig over stress, kunne man håbe på at alt fluks vendte tilbage til normalt, og at alting var som før man blev stresset.
Men sandheden er, at når man først har været nede med stress, så ligger stressen meget meget længe efter og ulmer lige under overfladen.

Jeg havde en grad af sygdomsangst boende inde i mig, som stammede fra at have haft alvorlig sygdom, tæt inde på livet da jeg var barn. Og det at have læst til sygeplejerske og være blevet opmærksom på hvor meget man kunne fejle, samt hvilke symptomer der kunne betyde hvad, havde heller ikke hjulpet situationen.
Denne sygdomsangst var ikke noget jeg mærkede til dagligt, den blev tricket af stress.

Corona skræmte mig fra vid og sans, ligesom alle andre, da den og diverse dødstal fyldte medierne.
Jeg stod fra den ene dag til den anden i en situation, hvor jeg meget hurtigt skulle beslutte mig om jeg ville tage hjem mens chancen var der, eller om jeg ville blive uden at kende konsekvenserne.

Hvis jeg tog hjem var jeg sikret en form for tryghed, men hvis jeg tog hjem havde jeg ingen idé om hvornår jeg ville se Tee igen.

Der var 7 timers tidsforskel på Danmark og Indonesien, så når jeg vågnede, vågnede jeg op til mellem 10-15 beskeder omhandlende corona, og om hvordan jeg skulle skynde mig at komme hjem.
De var alle sammen ment ud fra kærlighed og nok også uforståelse for hvorfor jeg ville blive, jeg kunne jo rejse igen en anden gang. Det skal nemlig siges, at jeg ikke havde sagt til nogen på dette tidspunkt hvor glad jeg var for Tee, og at han var hovedårsagen til at jeg var rejst.

Jeg var bange for at fortælle om mine følelser for ham til mine venner, fordi jeg frygtede at de ville tro, at det betød at jeg aldrig kom hjem igen, og at jeg ville risikere at miste dem.
Det var også svært for mig at sige det højt og sætte ord på, for det satte mig i en sårbar situation hvor jeg havde mulighed for at blive såret.

Jeg begyndte at grue for, hvad jeg vågenede op til om morgenen. Nogen pointerede at der kunne opstå et respirator behov, og om det ville være muligt hvor jeg var, og hvordan hospitalsforholdende var i det hele taget.
Jeg var i vildrede, I Danmark vidste jeg at en ambulance kunne være tilstede indenfor minutter, hvordan var det her?
Men hver gang jeg tænkte på at tage hjem og forlade Tee på ubestemt tid, fik jeg en knude i maven og havde lyst til at græde. Jeg var så overvældet over at det hele var op til mig, at der var ingen der kunne tage beslutningen for mig, at jeg skulle beslutte mig, med en chance for at beslutte det forkerte.

Mit hoved var ved at eksplodere.

Jeg begyndte at få vejrtræknings problemer når jeg åbnede facebook, og så overskrifter om corona.
Først troede jeg at det måtte betyde at jeg var smittet, så blev min vejrtrækning værre, og sådan kørte det rundt i ring. Jeg var på udebane. Jeg var på den anden side af jorden, hvor jeg ikke kendte sproget, ikke kendte sundhedssystemet og ikke havde nogle rutiner eller noget velkendt at støtte mig op af.
Min mor og søster var en stor støtte, de kendte mine følelser og forstod mine frustrationer.

Samtidigt var mit visa her ved at udløbe, og jeg skulle beslutte mig for om jeg ville forlænge det, eller om jeg skulle tage hjem før det var for sent.
Ærligt afleverede jeg mit pas hos ambassaden, velvidende at de ville have det i omkring en uge, fordi jeg havde brug for at beslutningen var ude af mine hænder, og at jeg på en måde kunne ligge ansvaret fra mig, for jeg vidste jo godt hvad jeg følte inderst inde. Jeg var ikke klar til at tage hjem under disse forudsætninger, jeg var ikke klar til at forlade mit nye forhold uden at vide hvornår vi kunne genoptage det.

Min sygdomsangst var på sit højeste, og jeg følte hele tiden symptomer, som gjorde
at det hele kørte i ring i mine tanker. Jeg nåede så langt ud, at hvis Tee kørte nogle timer, googlede jeg telefonnumre til ambulancer, sygehus og klinikker.


Måske du husker stresstesten fra del 2, her tog jeg den igen, og du kan se hvordan den d. 24/7 bonger ud som aldrig før, samt hvordan den rammer det normale grønne område.

Det var her at jeg blev klar over hvor galt det stod til. Jeg tog en stresstest og kunne se at den bongede ud som aldrig før. Det var så uvant en situation jeg var havnet i, der prikkede til alle mine udfordringer på en og samme tid. Min sygdomsangst, manglende kontrol, usikkerhed, hvad andre måtte tænke, mit selvværd, altså at stole på mig selv og min mave, til trods for at manges råd sagde noget andet end det jeg følte for.
Da jeg så resultatet af testen, huskede jeg pludselig at jeg jo var stresscoach og godt vidste hvordan jeg skulle komme på rette køl igen. Jeg begyndte atter at bruge de redskaber og teknikker jeg kendte, og kunne se de kommende uger at kurven gik nedad igen og normaliserede sig.

Efter at Gili som primært var en turistø begyndte at lukke ned, drog vi mod Lombok for at være tættere på Tees familie og et socialt netværk. Vi brugte lang tid i karantæne efterfølgende for at sikre os, at vi ikke var smittefarlige, omkring 4 uger vil jeg tro, da vi begge havde haft lidt mild hoste.

Jeg er et ekstrovert menneske, jeg kan rigtig godt lide at være alene, men jeg lader op ved at være sammen med andre mennesker.

Det blev tid til at jeg skulle møde hele Tees familie for første gang. Begge vores sociale behov var i bund, og vi glædede os til at komme ud blandt mennesker. Hans familie tog imod mig med åbne arme fra første gang vi mødtes, de var søde, hjælpsomme og ville os alt det bedste. De forkælede med mad og ville alle rigtig gerne i kontakt med mig. Desværre var der kun to familiemedlemmer der talte flydende engelsk.
 

Både Tee og hans familie var gode til at oversætte for mig, og prøve at gøre mig til en del af samtalerne, og inddrage mig. Men jeg følte mig alligevel som observatør, eller fluen på væggen, og kiggede forvirret fra den ene til den anden, når samtalerne kørte, uden at jeg forstod noget som helst.

Når vi var i større forsamlinger på f.eks. 10 og kun 2 eller 3 talte engelsk, var det meget naturligt at 90% foregik på lokalt sprog med oversættelse undervejs. Der var stor interesse for at lære mig at kende, men samtalerne skulle oversættes begge veje, og jeg kunne derfor ikke bare være mit sprudlende talende selv.

Under normale omstændigheder ville jeg sagtens kunne være i det,  men i disse corona tider var intet normalt, og efter uger i isolation, brændte jeg efter at få mit sociale behov intenst opfyldt.
Jeg savnede mine venner og familie endnu mere, når jeg var i forsamlinger, jeg savnede vores interne jokes, at folk grinte af noget jeg sagde, og at jeg kunne være med på joken med det samme, uden at få den forklaret når grinet var slut. Jeg savnede at være mig, og at kunne slappe af en i en social sammenhæng, uden at frygte at en af mine tolkende personer forlod rummet.
Selvom Tee forsikrede mig om jeg ikke var det, følte jeg mig uselvstændig og til besvær. 

Jeg havde aldrig prøvet at være så frustreret før, eller at føle mig så alene mens jeg var sammen med andre mennesker. Nogle gange var jeg tæt på at græde imens jeg sad i forsamlingen. Jeg kunne se dem have en masse internt, grine og joke, imens jeg sad og observerede og var med second hand, til hvad jeg brændende drømte om og manglede inderligt selv.

7 timers tidsforskel var der som sagt mellem Danmark og Indonesien, hvilket ville sige, at når jeg vågnede om morgenen, var der 7 timer til at mine venner og familie vågnede. 7 timer altså næsten en arbejdsdag, hvor jeg ikke kunne få kontakt eller tale med dem jeg havde brug for.
Når de så vågnede omkring kl 15 min tid, var jeg allerede nået til en, når men nu er jeg alligevel næsten igennem dagen følelse.
Tidsforskellen betød også at når mine venner og familie havde fri fra arbejde kl. 16, så var klokken 23 hos mig og jeg sov altså, eller var på vej til det.

Jeg var typen der græd ekstremt let og ofte til reklamer, film, voice junior, hvis en kat var nuttet og andre følelsesladet ting.
Men sjælendt omkring mig selv og egne følelser. Jeg tror ikke at der var nogen af selv mine tætteste veninder, der nogensinde havde set mig græde, andet end til en af ovenstående ting.
Men var der én der havde set mig græde, så var det Tee. Jeg havde i denne tid været frustreret som aldrig før, følt mig så ude af kontrol og ude af mig selv, at jeg græd flere gange af ren afmagt.


Heldigvis var Tee igennem alt dette min store støtte. Vi kunne altid tale sammen, og han var altid  forstående og trøstede mig, når jeg efter at have brugt tid med hans famile og venner, kunne græde fordi jeg savnede mine derhjemme. Selvfølgelig kunne det nogle gange være svært for ham at forstå den følelse jeg havde helt indeni, men han prøvede altid.
Han var derudover det nemmeste menneske at bo sammen med. Vi har aldrig diskuteret huslige pligter eller praktiske gøremål. Hvilket forsikrer mig om at under normale omstændigheder, vil vores problemer være minimale eller nærmest ikke-eksisterende.

9 måneder har vi boet sammen nu, i et lejet hus i Lombok. Vi har set alle de pressede og frustreret sider af hinanden, som de fleste par først oplever efter måneder eller år sammen, og vi har set meget lidt af en normal hverdag, som de fleste par oplever med det samme.

Det har været hårdt at være igennem alt dette på én gang, at være forelsket, at skulle lære denne person at kende, lære et nyt land og en ny kultur at kende, lære en masse nye mennesker at kende og forholde sig til et nyt sprog, savne mine mennesker derhjemme, diverse madvare, mental stimulation og rutiner samtidigt med usikkerheden omkring corona og deraf ikke at have kontrol over egen situation.
Men jeg er stadig glad for det valg jeg træf, for valget blev truffet ud fra mine følelser og det jeg følte var det rigtige for mig. Jeg tog en beslutning midt i kaos og frygt, og var jeg taget hjem tilbage i Marts havde Tee og jeg nu været på 9´ende måned væk fra hinanden og ville ikke stå så stærkt sammen som vi gør nu.

Jeg holder meget af Tees familie, og nyder tiden vi bruger med dem. Hans mor kan flere gloser på engelsk nu, end jeg kan på Bahasa.
Jeg synes stadig bedst om mindre forsamlinger, hvor der er større chance for at tale engelsk. I for store forsamlinger bliver jeg oftere mindet om savnet til mine, især når jeg ender i observatør rollen og tankerne for mulighed for at vandre.
Jeg elsker facetime og den mulighed det giver for at føle sig tættere på sine nærmeste, og jeg hader vintertid og den ekstra time jeg skal vente på at folk vågner derhjemme.

Corona restriktionerne her er de samme som i Danmark. Der er mundbinds krav i offentligheden, håndvaskestandere foran enhver butik, afmærkninger i gulvet og på offentlige siddepladser og plast beskyttelse af supermarked ekspedienter. Ved større steder og genåbnet turistattraktioner, står der dørvagter og putter sprit i dine hænder og måler din temperatur inden du træder ind, og sådan har det det været siden Marts.




Jeg tror at meningen med livet er at lære, og at man skal lære så længe man lever.
Jeg har brugt tiden på at tage endnu en coach uddannelse, denne gang online, da personlig udvikling stadig er min helt store interesse og det jeg drømmer om at arbejde med. Derudover hjælper jeg nogle gange Tees søster med at undervise børn i engelsk, da engelsk altid har været en stor passion for mig.

Jeg er stadig mig, og jeg er langt fra perfekt, men jeg har en ro i mig selv, jeg aldrig har haft før.
Jeg tror på mig selv, og jeg er ikke længere begrænset af andres tanker, men handler ud fra mine egne ønsker og mavefornemmelse. Jeg er opmærksom på mine udfordinger, men jeg skammer mig ikke over dem, for jeg ved at jeg er mere end det. Og én ting er sikkert

Jeg ville aldrig have turdet at udgive sådan blog for to år siden. 


Jeg har oprettet en lukket facebookgruppe ved navn: Selvværd - en forudsætning for et lykkeligt liv, som du kan deltage i gratis.
Her vil jeg dele tips og trick til hvordan du kan højne dit selvværd
(Link på bloggens startside)

Pages