Del 3 - Rejsen



Jeg har altid været lidt af en kontrolfreak, der altså havde det bedst i situationer jeg havde kontrol over. Mange ting i livet kunne dog være svære at kontrollere, så for at opretholde balance kontrollerede jeg i stedet de ting jeg selv havde inflydelse på. Som f.eks. tid.
Tid var noget jeg kunne planlægge, regne ud, og ligger planer for. Hvad tid jeg skulle gå hjemmefra når jeg skulle noget, med indlagt buffer selvfølgelig, og hvad tid jeg ville være fremme, hvilket altid skulle være 10-15 minutter før aftalt. Jeg opsatte altså et form for regelsæt for mig selv, også på andre områder i mit liv.
Jeg kontrollerede endda mine spisetider ud fra klokkeslæt, i stedet for hvornår jeg var sulten.

Vores første udfordring som nyrejsende, skete allerede ved vores første mellemlanding i bruxelles på vej til kina, hvor vi var lidt for tætte på at misse vores fly.

Vi havde 5 timer at slå ihjel, og blev lidt for optaget af at spille kortspillet 500.
Timerne fløj uden overdrivelse, og da vi ved et tilfælde kiggede på skærmen, før tid, opdagede vi til vores forundring at der ud fra vores gate stod boarding.
Vi skyndte os at pakke sammen og gå hen til hvad vi troede var gaten, men fandt ud af at det var det langt fra. Det var blot endnu et check in til gate områderne.
Vi begyndte at små løbe efter at være kommet igennem, og tjekkede til vores skræk imens en skærm på vores vej, hvor der nu ud fra vores gate stod last call.

Panikken tog til og nu løb vi alt hvad vores sandaler og håndbagage tillod. Min rejsepartner Louise foran, og jeg bagud. Jeg råbte nogle gange i angst for at blive væk i Belgien, at jeg var bagud, men hun forsikrede mig om, at hun kunne høre mine sko.
Og hun var i sin gode ret, der skulle én af os til at holde flyet tilbage.
Da vi ankom til gaten, var den tom, alle andre end os havde boardet flyet. Forpustet og fortvivlet undskyldte vi til personalet og med sved på panden og adrenalin ud i fingerspidserne steg vi om bord på flyet mod Beijing.

Da vi sad fastspændte i flyet og kunne trække vejret igen, blev vi hurtigt enige om at sætte os inde i gaten og spille 500 næste gang vi skulle flyve.


I Beijing tjekkede vi ind på et hostel, hvor vi sov i køjesenge sammen med 6 kinesiske kvinder.
Når jeg tænker tilbage aner jeg ikke hvad vi havde forestillet os, men det var alligevel en anderledes oplevelse jeg ikke ville have været foruden.
I dette lille rum var alles baggage placeret hvor der var plads, samt et fælles toilet og bad med maleret skydedør. Det var lidt ligesom at være på lejerskole, vi blev tysset på efter 21 og skulle ligge øre til mobil bibben og stå tidligt op for at komme først til badeværelset.

Luftforureningen i Bejing skiftede fra dag til dag, men eftersom at jeg forlod en lejlighed med skimmelvamp inden turen, forårsagede det der var, at jeg var hæs i alle 7 dage vi var der.
Det rumsterede meget i mine tanker, og jeg bekymrede mig om dette var et tegn på at mine lunger for alvor havde taget skade. Disse tanker og den omvæltning jeg havde været igennem på kort tid, var med til at forårsage det angst anfald jeg fik i den forbudte by i Kina.
At selve byen var overfyldt med mennesker, og lavet som en labyrint hvor væggende
syntes at blive smallere og smallere imens jeg ikke kunne få øje på nogen udvej, lettede selvfølgelig heller ikke på situationen.

Jeg var lige begyndt at komme ovenpå efter en årelang stressperiode, og med en masse nye situationer og uvante omgivelser omkring mig, var jeg stadig sårbar.


Ydermere satte min hæse stemme en klods for mit karaoke potientale, et must jeg havde set frem til at opleve i Kina. Min fætter som vi faktisk var kommet for at besøge i Beijing, havde arrangeret en aften med et privat karaoke rum, alkohol og snacks, og forinden det, en overdådig buffet af kinesiske specialiteter.

Min fætter og hans kone tog sig så godt af os, og gjorde dagene i Beijing ualmindeligt mindeværdig for os, de hjalp med arrangement af transport, at vise os den rigtige gode kinesiske mad, og med overnatning når det blev for meget med det kollektiv vi boede i. Det endte med at være nogle fantastiske dage, hvor højdepunktet var den kinesiske mur især.

Sidende i deres lejlighed begyndte vi at planlægge lidt af vores Thailandtur, og købte flybilletter fra Beijing til Bankok.

Denne flyvetur startede som alle andre, men sluttede mindre elegant. 
Da vi efter 5 timer i luften, nærmede os at skulle lande, begyndte det at regne, blæse, og lyne og tordne voldsomt. Vi kunne se lyn når vi kiggede ud af vinduet, og jo tættere vi kom jorden, jo mere kunne vi mærke hvordan vinden ruskede i flyet. Det var en hel anden følelse end turbulens.
I dette virvar var vi lige ved at lande, omkring 23 m fra jorden, da piloten i stedet valgte at lette igen. 


Dybt forvirrede kiggede vi på hianden. Samtidigt med at flyet hurtigt skudte til hvers, kom en slags "røg" ind i toppen af flyet. Jeg må indrømme at situationen bekymrede mig, jeg var ikke decideret bange for at flyve, men heller ikke den størte fan, i og med jeg havde det bedst i situationer med kontrol.

Der var ingen information og alt personalet sad fastspændt ligesom os selv, men vi kunne se på gps-ruten på fjernsynsskærmen, at vi fløj rundt i en cirkel.
Efter vi havde fløjet rundt i 10 minutters tid, eller hvad der føltes som en time, gjorde vi klar til at lande igen.
Vi var næsten helt nede og ramme jorden, da flyet i stedet lettede for anden gang. 


Mit hjerte hamrede i mit bryst, og vi tog hinandens hånd. Jeg begyndte at tænke over, hvor meget benzin der var på flyet, og hvor længe vi ville kunne blive ved med at flyve rundt på ekstra tid, og om vi overhoved nogensinde ville lande.
Meget lidt information og alt på kinesisk taltes ud i højtalerne, vi kiggede rundt for at se hvordan de andre reagerede, alle kiggede lettere forvirret på hinanden. Vi fløj igen rundt i 10-15 minutter og da vi endelig landende 3 gang, var jeg så lettet og tæt på lykkelig.
Det skulle dog vise sig at vi var landet i en anden lufthavn end planlagt.

Vi sad halvanden time i flyet uden at vide hvad det havde af betydning og hvad der skulle ske.

Folk begyndte at spørge om de måtte forlade flyet, men fik selvfølgelig nej.
Vi begyndte at bekymre os om vores overnatnings reservation der ikke havde døgnåbent.
Imens vi stadig var på flyet, fik min rejsepartner Louise kontakt til booking.com og fik forklaret vores situation, og efter at have taget fat i flypersonale 3 gange for information, fik vi til vores skræk afvide at vi var nødt til at flyve tilbage til den oprindelige lufthavn. Nok omtrent det vi mindst havde lyst til på givende tidspunkt, men jeg tror det var godt at vi kom hurtigt op på flyhesten, for det endte med at være en god oplevelse og der lå mange flyture foran os de kommende uger.

Da vi ankom til vores hotel i Bangkok var alt som frygtet lukket og slukket, og det viste sig at vores hotel lå i et øde let dystert område. Det var mørkt, og der lugtede af benzin fra alle de rundtomliggende værksteder.

Vi begyndte at have en reel frygt for at skulle sove udendørs, men efter en times tid, lykkedes det hotels.com at få fat på ejeren af hotellet som kom og lukkede os ind. Vi endte med at komme ind til vores senge kl 02 i stedet for kl. 20.00

Bankok var en utroligt alsidig by, med en kombination af små lokale markeder og stræder, store New York lignende skyskrabere og templer af guld.
Vi tilbrangte 2 dage i Bangkok på sky restaurant, i templer, med tuk tuk og andre kulturelle oplevelser, og dragede efterfølgende mod Hua Hin i bus.
Vi trængte efter at have været 10 dage i alt i storby, til at komme tættere på naturen.

At være impulsive i vores rejsetilgang, førte flere gange udfordringer med sig. Som f.eks den dag vi stod med fuld oppakning på ryggen, tjekket ud af vores hotel, og ville med bus fra Hua hin mod Phuket, og blev fortalt at alle busafgange for denne dag var bookede.

Men det slog os aldrig ud.

Vi overvejde situationen, og blev enige om at der var to muligheder, at "spilde" en dag, aflevere vores baggage et sted, tøffe rundt i byen og vente på det blev aften, eller at finde en taxa.
Vi blev enige om at tage en taxa, 12 timer ned igennem landet, og det endte med at blive en af mine mange yndlingsdage. Vi stoppede undervejs når en havde brug for toiletpause, hvis vi var sultne, for at strække ben, eller lignende.
Vi tog en lokal kvinde med på vejen, som vi talte med igennem google translate. Både hende og vores taxa chauffør, som hed næsten det samme som min rejsepartner, nemlig Lui, var så søde, og de intruducerede os undervejs til lokal mad og desserter.
At det skulle vise sig at blive det stærkeste mad vi nogensinde havde smagt, og at vi begge græd ved indtagelse, til stor underholdning for de to lokale, gjorde kun situationen endnu mere mindeværdig og værdifuld.

Jo mere jeg opdagede at udfordinger ikke behøvede at slå os ud, men tværtimod førte nye oplevelser med sig, som vi ellers aldrig var havnet i, jo bedre kunne jeg være i det uvisse. Enhver fejltagelse var en læring, og noget der bare gjorde tiden derfra lettere, for så var vi en erfaring rigere i hvordan vi bedst greb tingene an. Og på en mærkelig måde begyndte tingene bare at lykkedes for os, uden planlægning eller at skænke det mange tanker. Vi tog chancen, og hvis det ikke lykkedes på den måde, så vidste vi at vi ville finde på noget andet.

I Phuket havde vi den mest fantastiske dag sammen med elefanter reddet fra turistindustrien.

Vi prøvede også at surfe, hvilket altid havde været en drøm for mig, det viste sig at være ligeså farligt som det var sjov, bølgerne kastede os rundt let som ingenting, jeg skadede mit knæ, Louise sin ankel, og jeg fik boardet i hovedet da jeg ved fald glemte at parere.  
Inden vi tog fra Danmark havde vi lavet en liste med oplevelser vi ønskede fra hvert land, og det var egentligt den planlægning vi havde med os, og måden vi sørgede for at opleve alt det vi havde sat os for.

 


Bali var noget af det smukkeste jeg nogensinde havde set. Selvom det var mørkt da vi ankom og vi var meget trætte, brugte jeg hele taxaturen fra lufthaven til vores hotel på at sige, wow, og endnu mere da vi nåede frem til hotellet.
Jeg gik nok og sagde wow 4-5 gange, indtil en stemme fra mørket jeg i ren begejstring ikke havde opdaget sagde, thank you! 
Aldrig havde jeg set et sted hvor der var kælet så meget for detaljerne. Skulpture, blomster og udsmykninger prydede alle afkroge.

Vi var i Ubud nogle dage hvor vi blandt andet så rismarker, smagte på balinesiske the og kaffe, så templer, hørte livemusik, spiste fantastisk mad og var ude og rafte. Herefter drog vi mod Gili øerne, et lille tiltrængt ø paradis.  

Turen til Gili Air var en søsyg fornøjelse, som primært bestod af to timer hvor vi ikke kunne tale men kun stå ret op og kigge ud over horisonten. Efter alt for længe i sådan tilstand, gav en af skipperne os et kogt æg som vi delte uden tøvet, i håb om bedring.


Men da vi ramte Gilis kyst forsvandt alt min søsyge som et lyn fra en klar himmel.
Jeg tror min følelse bedst kan sammenlignes med et barns begejstring juleaften. Jeg havde altid drømt om at opleve swimmingpools lignende havvand, og det her syn levede op til denne beskrivelse.
Øen havde ingen biler, motorcykler eller andet traffik, kun cykler og hestevogne, så for mig der havde boet 4,5 år i København ud til motorvej, var ingen traffik støj et drømmescenarie.

Allerede første dag vi bevægede os rundt på øen, fik jeg en mærkelig følelse af at høre til.
Menneskene troede på karma, altså at det du giver kommer tilbage til dig, og var utroligt venlige, hjælpsomme og positive.
På øen hang der skilte med citater alle vegne, citater omhandlende personlig udvikling, som jo var min store hobby. Det var som at jeg havde fundet et helt folk med samme overbevisning som mig selv, og samme tilgang til livet. Samtidigt var vi omringet af det smukkeste vand og en fantastisk varme.

Jeg havde altid været en frossenpind, og havde fået afvide af flere omgange, bla. efter at have sovet med strømper, lange bukser og trøje på en sommerdag, at jeg var født i det forkerte land. Jeg havde sjælendt kunnet få det for varmt, og havde ofte solbadet i flere timer uden behov for nedkøling. Selv når jeg rejste til Grækenland med min familie, havde jeg altid strømper, trøjer og tørklæder med i kufferten i frygt for at fryse. 

Vi var trætte den første aften, og besluttede os for at spise på den anden restaurant vi mødte, restauranten hed starbar og det endte ud i musik, sang og guitarspil med bølgernes brusen og måneopgang som baggrund. En af personerne i samlingen skilte sig ud, han hørte ikke til på restauranten, men til dykker stedet ved siden af, og var kaldet hen grundet sine guitar evner.
Han var ydmyg, en god ven, og sørgede for at lade alle andre komme til og shine.
Det var først anden dagen, at vi blev blæst bagover af at han kunne synge.

Vi begyndte at tale med ham på tredje dagen. Der var noget ved ham der gjorde mig nysgerrig og jeg havde lyst til at bruge tid med ham. Første gang vi talte alene sammen, talte vi i 4 timer, en overraskende dyb samtale. Han var anderledes end de andre, han var ikke flirtende eller kontaktopsøgende, han var rolig, genert og tænksom. Han havde en filosofisk tankegang ligesom jeg selv, og når vi talte havde jeg en følelse af at han så lige igennem mig, igennem alle masker og facader, han så mig.

Mit kærlighedsliv havde førhen været op ad bakke og svært for mig.
I og med jeg ikke troede på mig selv, eller mente at jeg var værd at være sammen med, samt svigt og mistillid fra tidligere i livet, havde jeg meget svært ved at åbne op, og vise den rigtige side af mig.
Jeg ville hellere afvises for en der ikke var mig, end for min ægte person, og jeg ville hellere afvise end at blive afvist. Deruover vidste jeg heller ikke hvad jeg søgte i en partner, for jeg kendte ikke mig selv eller mine værdier, og det var svært at finde en der gjorde mig glad, når jeg ikke selv vidste hvad der gjorde mig glad.

Men det vidste jeg nu. 

Vi begyndte at bruge nogle af dagtimerne sammen alle tre, og vi brugte tid alene om aftenen når Louise var faldet i søvn. Det var en balance ikke at nedprioritere hende og vores tid, samtidigt med min lyst at se ham. Han ramte på en mærkelig måde alle de værdier jeg havde opdaget var vigtige for mig, og jeg fik sommerfugle i maven af hans selskab, som jeg ikke troede var mulige efter teenage årenes ophøren.
Vi talte sammen, spillede musik, og han lærte mig at spille guitar, timerne fløj altid afsted, og jeg endte med at komme i seng omkring kl 03 hver nat.

Vi nåede at tilbringe 4 dage sammen, inden Louise og jeg skulle videre til en anden ø i indonesien, Nusa Ceningan. Det var så mærkeligt at sige farvel. Til øen til ham, hvad Louise først vil finde ud af i dette opslag er, at jeg fældede en tåre udenfor den sidste aften inden jeg kl. 03 gik ind i vores hytte og lagde mig til at sove. Nothing is impossible havde han sagt inden vi skiltes. 

Nusa Ceningan var en smuk ø, med fantastiske viewpoints og snorkling muligheder. Vores hotel havde en saltvands pool og en udkigs hytte hvorfra man hver aften kunne se solnedgangen. Alligevel havde jeg lidt en tristheds følelse indeni. 5 uger var gået, og jeg var slet ikke klar til at vores tur var slut om få dage. Jeg skrev sammen med Tee (som er hans navn blandt venner) hver dag, og fik et smil på læben hver gang. Den musik der blev sunget de sene Gili aftner blev soundtracket til vores tur, og vi hørte de videoer vi havde sneget os til ofte.
 

Danmark var mørk og kold da vi landede i Kastrup, det var november og vinteren nærmede sig. Jeg havde ikke den normale begejstring over at være hjemme, som jeg ellers altid havde når jeg vendte hjem efter småture i europa. Faktisk var jeg trist. Jeg havde haft den mest vidunderlige tur, og jeg havde intet job alle forpligtigelser at komme hjem til, kun en tom lejlighed hvor det nu kun var mig der boede. Jeg boede i Købehavn langt fra familie og venner, hvor min opgangskreds primært havde været mine arbejds kollegaer.
De første 2 uger var jeg alene i min lejlighedhed, med en ordenlig omgang jetlag og travellers blues.

 

Selv med en tidsforskel på 7 timer, og ingen tidshorrisont til at se hinanden igen, havde jeg daglig kontakt med Tee, faktisk ringede vi sammen omkring 3-5 timer dagligt. Hver gang vi talte fløj timerne afsted, og inden vi fik set os om var kl ofte 01-03 om natten hans tid.
Ud fra den interesse og tillid han vidste mig, havde jeg nemmere end nogensinde før,  ved at åbne mig op overfor ham.
Jeg fortalte ham at jeg havde brug for tid, meget tid, og det gav han mig.
Jeg undertrykte de følelser jeg havde utroligt meget, både overfor mig selv og ham. Det var på et ubevidst plan, men grundet det fuldstændigt uoverskuelige faktum at jeg boede i Danmark og han i Indonesien.

Det var først en dag han havde været ude og dykke, gav udtryk for at han havde det skidt, og dernæst for første gang ikke svarede i mange timer, at jeg blev oprigtigt klar over hvad jeg følte for ham.
Jeg var langt væk og bekymret, og sådan sker det nogle gange, at man pludselig ved hvad man har, når man bliver bange for at miste det.

Hans ord rungede i min bevidsthed, nothing is impossible. Der var gået 1,5 måned da jeg blev klar ovar at jeg var nødt til at handle på de følelser jeg havde.

 

Pages