Del 2 - Accept og bedring

Ofte er det ikke én ting eller én situation, eller nødvendigvis det man går og tror der stresser en, men en kombination af en masse små eller større ting, som man overser igennem en længere periode.
Samtidigt med at man glemmer at slappe af og lytte til sig selv. 


Der kan også være sider af ens personlighed, som gør at man har nemmere ved at udvikle stress, f.eks. at man kun opfylder andres behov, og ikke opfylder sine egne. At man ikke ved hvor ens grænser går, og derved gang på gang går over dem. Er for konfliktsky og deraf ikke tro mod sig selv. At man er for perfektionistisk med urealistiske høje krav til sig selv, som er umulige at indfri. Eller at man har svært ved at mærke sig selv og at sige fra eller nej.
 

Jeg vil mene at jeg mere eller mindre, grundet mit lave selvværd og manglende kendskab til mig selv, indeholdte alle ovenstående personlighedstræk.

 

Og hvad gør man så?


Imens jeg arbejdede på det nye arbejde, voksede en gammel interesse hos mig.
Jeg havde altid interesseret mig for psykologi, filosofi og udvikling af mennesket, hvilket også var årsagen til at jeg gerne ville være psykoterapeut og senere coach. 


Jeg begyndte på dette tidspunkt at læse en masse bøger om personlig udvikling, se videoklip og høre podcast.
Jeg blev også ambassadør for et projekt kaldet Lit Upp, hvilket var et online projekt omkring personlig udvikling. Det indeholdte et hav af kurser og online skoling som jeg sugede til mig, og også en masse fysiske kurser og foredrag som jeg deltog i.   
Desværre druknede det hele lidt i, at jeg havde alt for meget at se til, og ikke meget overskud til at implementere den nye viden jeg tilegnede mig.


Men en masse viden det fik jeg, og jeg fik også et netværk af coaches og mennesker med interesse for personlig udvikling.
Og det skulle vise sig at betyde mere end jeg først havde troet. 


På et tidspunkt hvor jeg havde følt mig presset længe, havde jeg en eftermiddag en online samtale, med kvinde der var selvstændig coach. Vi snakkede om det at være selvstændig, og jeg fortalte om hvordan jeg også gerne ville være coach.
Hvilken af slagsen var jeg dog ikke klar over, jeg ville bare gerne hjælpe folk der led under hverdagsproblemer ligesom jeg selv. 


Hun fortalte mig i denne samtale, at noget af det vigtigste som coach er, at folk kan mærke en, at det man siger kommer et sted fra og er oprigtigt.


Og her slog det mig pludseligt, stress. 


Jeg havde mærket stress på egen krop, og hvad dette kunne indebære. Faktisk havde jeg mærket en begyndende stress tilstand 3 år tidligere, som kun havde eskaleret over tid og jeg sad midt i den nu, helt ude på grænsen og jeg havde brug for hjælp. 


Så snart samtalen var slut, begyndte jeg at undersøge stress coach uddannelser, og der gik ikke længe før jeg vidste hvilken det skulle være.
Høj på energi købte jeg uddannelsen med det samme, en uddannelse man kun kunne blive certificeret i, hvis man allerede havde en relevant baggrund indenfor viden om mennesket, som f.eks sygeplejerske.


Jeg startede på uddannelsen måneden efter, og brugte nu mine weekender og aftner på dette.
Jeg gik ned i tid på mit arbejde, så jeg tilsammen arbejdede en almindelig fuldtids arbejdsuge, i stedet for de 46 og 37 timer.


På uddannelsen blev jeg selv stresscoachet, ligesom jeg stresscoachede andre. Vi fik til opgave at prøve alle øvelser på os selv, og derved mærke det hele på egen krop og udvikle os i processen.


Jeg lærte så meget om mig selv. 

 

Jeg lærte forskellige steps til at komme min stress til livs, hvoraf det første var, at finde ud af hvad der stressede mig, og ligeså vigtigt, at lære at kende og mærke signalerne i min krop. 
At finde ud af det, gjorde at jeg kunne årsagsbehandle i stedet for at symptombehandle, som man ellers hutigt kunne komme til. 


For mit vedkommende var 80% af min stress tankebaseret. Jeg skulle derfor lære at ændre mine tankemønstre, og hvordan jeg reagerede på de tanker jeg fik.
De resterende 20% omhandlede blandt andet, at jeg havde svært ved at sige nej og derfor tog alt for meget på min kappe.

 

Men hvorfor havde jeg svært ved at sige nej?

Mit pleaser gen gjorde at jeg ønskede at folk skulle kunne lide mig, men samtidigt gav de opgaver eller ting jeg sagde ja til, mig også en form for bekræftigelse. Så alt i alt var roden, mit manglende selvværd. 


Sammenløbende med at arbejde med disse processer, var et andet step, at få den stress ud af kroppen der allerede havde ophobet sig.
Eksempelvis ved at skrue ned for netflix og telefon, som forsager en masse stimuli jeg ikke havde brug for på dette tidspunkt, og i stedet dyrke motion, mental afslapning, tømme hovedet, mærke efter, sove godt og meget, sige fra og bede om hjælp, og gøre noget der gjorde mig glad, og selvfølgelig metoder til alt dette.
 

For inden jeg kunne starte på ovenstående, skulle jeg først finde ud af hvad der oprigtigt gjorde mig glad, og hvordan jeg skulle mærke efter, for allerede der var jeg på udebane.


En stresstest der startede i det røde, men endte i det grønne (Stressfri)

Over de næste måneder begyndte stressen at aftage, og i takt med dette voksede mit overskud, hvilket betød at der blev plads til andre opdagelser.


En af øvelserne på uddannelsen, gik ud på, at vi skulle finde en sætning til hinanden. En sætning som vi efterfølgende skulle gå hjem og sige højt til os selv på daglig basis. Den skulle ramme et dybt punkt, og skulle kunne rykke ved noget hos os, jo dybere den ramte jo større effekt. 


Jeg var skeptisk, og havde svært ved at se for mig at nogen sætning skulle kunne røre mig at sige højt, men det skulle vise sig at jeg tog fejl.
Efter at have lyttet til min historie, og især det jeg sagde mellem linjerne, sagde min medcoach til mig, prøv at sig højt efter mig: Jeg handler uden at tænke.
Jeg kunne se hvor hun kom fra, og adlød dog uden forventninger til resultatet. 

 

"Jeg handler uden at tænke"

 

Så snart det sidste bogstav havde forladt min mund, fik jeg blanke øjne.
Jeg blev forskrækket over min egen reaktion.
Uden selv at være ligeså klar over det, som min krop tydeligvis var, så havde nettop dette udsagn styret mit liv.
Jeg havde overtænkt, analyseret og trukket for og imod så langt ud, at jeg ikke kunne handle på de ønsker jeg havde.
Jeg handlingslammede mig selv med konsekvens tænkning.  


Sætningen skulle som sagt siges højt dagligt, til mit eget spejlbillede, men den blev ligeså meget min mantra inde i hovedet. 


Jeg begyndte at handle.

 

Men vigtigst af alt, havde jeg for første gang mig selv med, og handlede ikke i blinde, men ud fra mine ønsker. For jeg havde nu lært både at have min krop, mit hoved og mine følelser med mig.

 

På dette tidspunkt havde jeg rejst meget i europa, men aldrig udenfor, og jeg ønskede at handle på den udlængsel jeg havde, og de mange ideer jeg havde haft igennem tiden der involverede udlandet.
Jeg vidste ikke om det at rejse langt væk og i længere tid overhoved var noget for mig, men jeg havde tænkt mig at finde ud af det. 

 

5 år havde jeg nu arbejdet indefor mit speciale, og jeg vidste at tiden var kommet til at jeg skulle sige mit arbejde op.
Men nøj hvor jeg gruede for det. For hold da op hvor var jeg vild med mine kollegaer,
og hele det miljø og den atmotsfærde der var. Man ved hvad man har, ikke hvad man får, og hvordan skulle jeg kunne få noget bedre end det.
 

Jeg havde aldrig prøvet at sige op før, jeg havde altid kun haft sæson- eller periode bestemt arbejde. Sæsonarbejde i en forlystelsespark, sæsonarbejde i isbutik, sæsonarbejde som tjener 3 forskellige steder, og periode bestemt arbejde som laborant for en hebredsundersøgelse.
Aldrig længere end 6 mdr - 1 år ad gangen. Konfliktsky? ja en smule..

 

Jeg gruede for hvad folk ville tænke, når jeg nu sagde op uden at have en plan, andet end at jeg ville ud og rejse, og med den viden at hvis jeg ikke sagde op nu hvor jeg havde gejsten, ville jeg aldrig komme til det.
Jeg havde jo ikke fundet et nyt job, og jeg skulle ikke studere, som ellers normalt er de mest accepteret grunde til at ende sit arbejde.
 

Men jeg må sige at min bekymring blev gjort til skamme, alle uden undtagelse forstod min beslutning, og jeg opdagede for første gang hvordan noget der havde
føltes så angstprovokerende for mig, i mit hoved. Kunne være så "nemt" i den virkelig verden. 

 

Det var virkelig sundt at opleve. 

 

Jeg blev spurgt om jeg ville ændre min opsigelse til orlov, men jeg havde brug for at være fri, fri af sikkerhedsnet og tryghed, fuldstændig på bar bund og uden begrænsninger, eller noget der holdte mig tilbage. Jeg takkede nej. 


Efter at jeg havde sagt op, og bestået min coachuddannelse. Lavede jeg et opslag på facebook hvor jeg søgte en rejsepartner. Ingen jeg kendte kunne rejse fra deres arbejde så længe som jeg ønskede, men jeg kunne også se det sunde i, at møde et nyt menneske og slippe endnu mere ud af alt den tryghed jeg før havde været afhængig af. 


Mange havde rejsegejst og meldte tilbage, men ingen kunne rejse så længe som mig, forståeligt nok.
Indtil at en eksisterende facebook ven, introducerede mig til hendes veninde, som hun mente jeg ville klikke godt med, og som havde samme ønske og mulighed for en længere tur. 


Vi aftalte at tale i telefon sammen, for at forventningsafstemme, og høre lidt om hinandens gode og mindre gode sider. Vi kunne ligeså spille med åbne kort, før vi alligevel ville opdage det hele på egen hånd.
Samtalen havde et godt flow, og vi havde uden tvivl kemi. Jeg havde efterfølgende en virkelig god følelse i maven, og vidste at jeg havde fundet den rigtige. 


Første gang vi mødte hinanden ansigt til ansigt, besluttede vi os for at vi ville til Kina, Thailand og Indonesien, og i samme omgang bookede vi de flybilletter vi ønskede at have på forhånd.
Vi var enige om, at kun en lille del skulle være planlagt, og at størstedelen skulle have plads til spontanitet og indskydelser vi måtte få undervejs.


Anden gang vi mødte hinanden, lavede vi visum til kina, nøj det var omstændigt. Flere siders dokumenter skulle udfyldes, endda med data om vores forældre. Der skulle tages pasbilleder og udprintes, og vi skulle møde op og afgive fingerafryk. Det var heldigvis det eneste land vi behøvede visum til, til trods for at vi skulle være der færrest dage.

Tredje gang vi mødte hinanden var i lufthavnen, en kold oktober nat. Vi havde begge kun sovet få timer, men synede friske af den adrenalin der pumpede i kroppen. Vi fik afleveret vores tunge backpacker rygsække og bevægede os videre mod security. Her sagde vi farvel til min rejsepartner Louises forældre, smilede nervøst og spændingsfyldte til hinanden, og drog afsted mod, hvad der skulle vise sig at blive mit livs rejse. 



Pages