Del 1 - Hvordan jeg udviklede stress?

Jeg har altid været en pleaser med stort P, hvilket bestod i at andre skulle kunne lide mig, andre skulle have det godt, og der skulle være en god og glad stemning i rummet, om det så skulle være på min egen bekostning. 

 

Mit selvværd var lavt, og mine holdninger svingede som siv i vinden, for jeg ville for alt i verden undvære at blive uvenner med nogen. Men ærligt vidste jeg heller ikke altid hvad jeg mente, for jeg havde aldrig taget et virkelig dybt kig indad. Jeg vidste heller ikke rigtig hvad der gjorde mig glad, eller hvad jeg drømte om med mit liv. Jeg var aldrig en af dem der vidste hvad de ville, jeg fulgte ligesom bare med strømmen, og håbede at der en dag ville falde et svar ned fra himlen.

 

Det gjorde der ikke.. 

 

Jeg havde mange ideer, bevares, det har jeg altid haft, men de kunne ændre sig fra uge-uge, eller måned-måned, og det var ikke fordi at jeg handlede på dem, for handling var skræmmende for mig, og jeg troede ikke på mig selv. Desuden bekymrede jeg mig meget over hvad andre mon ville tænke, og følte at det var bedre at passe ind, og gøre hvad dem jeg kendte gjorde. Det gjorde jo dem glade, så det måtte det vel også gøre mig?  

 

Jeg havde det bedst i tryghed, med faste rammer, en stor mængde kontrol og en sikker økonomi. En regelrytter uden lige. En regelrytter med rastløshed og udlængsel. 


Jeg endte med at tage en 3,5 årig uddannelse som sygeplejerske, hvilket aldrig var en drøm for mig. 

 

Faktisk havde jeg altid været bange for blod, nåle, og kunne hverken tåle at se operationer i fjernsynet eller at høre om det. Men jeg havde en ide om at blive psykoterapeut, og i den forbindelse skulle man have en grunduddannelse og nogle år på bagen, som den vejleder jeg kontaktede, så fint sagde.
Jeg t
ænkte ved mig selv, at hvis jeg skulle kunne hjælpe andre mennesker, var det måske en meget god ide at arbjede med mine egne svage sider, så det gjorde jeg som sygeplejerske.    

 

Under uddannelsen følte jeg mig ofte forkert, og at jeg ikke passede ind, for de fleste af mine medstuderende var ikke blege for at snakke om hvordan de var kommet på den rette hylde, og jeg kunne både se og mærke deres energi og begejstring, imens jeg selv var halv deprimeret og syntes det var så umådeligt hårdt. Jeg elskede teorien, psykologien og filosofien, ligeså meget som jeg gruede for praktikken. 

 

Jeg lagde ikke skjul på overfor mine medstuderende, at jeg ikke skulle være sygeplejerske, men at jeg gerne ville være coach, hvilket nok pressede mig mere ud af sammenhørigheden end jeg havde regnet ud. 

 

Men hold da op en rejse. Jeg har nok følt mig mere utilpas og været ved at besvime mere end de fleste. Jeg var en usikker pige på 19 år, som havde ingen ide om hvad hun havde kastet sig ud i. Jeg husker tydeligt en af mine første dage,  hvor jeg stod alene på en stue overfor en patient der lige havde fået afvide at vedkommende var døende, og skulle finde en måde at være i dette.
Lad os bare sige at jeg voksede enormt gennem denne uddannelse, og overkom en masse frygt og forbier. Jeg ville derfor aldrig have v
æret uddannelsen foruden, til trods for at jeg overvejde at ende den mange gange.

 

Ved ren tilfældighed i min sidste praktik, ramte jeg for første gang et felt indenfor faget, jeg syntes var enormt spændende og som jeg kunne se mig selv i.
Denne nyfundne begejstring medf
ørte, at jeg efter endt uddannelse, kun søgte stillinger indenfor dette eller lignende områder, og sådan stilling var jeg heldig at få.
Faktisk fik og søgte jeg et 6 mdrs barselsvikariat, for jeg pr
øvede at holde fast i, at min sygeplejekarriere skulle være kort, og det var ligesom en sikker måde for pleaseren i mig, at komme ud af situationen igen, uden at gøre nogle kede af det. 

 



Men hold da op en arbejdsplads! Jeg vil n
æsten sige at jeg elskede det. Efter de 6 mdr, blev jeg tilbudt en fast stilling.
Det blev et ja, og jeg fortr
ød ikke. 

 

Havde jeg mon fundet min hylde?

 

Alt var lysegrønt i omkring halvandet år, vitterligt. Jeg stod glædeligt ud af sengen om morgenen, og jeg cyklede glad hjem hver dag. 
Indtil at vi pludseligt fik vide at vores lille afdeling skulle lukke ned, og vi at vi skulle sammenlægges med en stor.
Det hele gik st
ærkt, 3 ugers varsel var hvad vi havde, og vi skulle selv pakke afdelingen ned. Det var 3 sørgelige uger, hvor vi alle var påvirkede af situationen.  Jeg tænkte meget over hvad jeg havde mistet, og tog sorgerne på forskud omkring det nye sted.

 

I stedet for at stoppe op og mærke efter, om det var tid for mig at finde nye veje, fulgte jeg som altid med strømmen, og jeg begyndte at mærke noget jeg ikke havde følt før. Den sidste dag vi alle havde sagt farvel og jeg cyklede hjem, kunne jeg ikke trække vejret.
Jeg husker at have f
ølelsen af at en kæreste havde gjort det forbi med mig, for det var en sorg ude af mine hænder. 

 

Den første dag på vores nye afdeling var blot rundvisning og informationer, jeg var så mærkeligt svimmel, og følte jeg skulle besvime mens jeg prøvede at lytte. Min krop rystede i et omfang, at jeg overvejde et smut forbi akut klinikken på vejen hjem. Svimmelheden forsatte de næste 2 dage, og jeg var nødt til at melde sig syg, før jeg egentlig var startet. 

 

Jeg husker at en af mine omsorgfulde medkollegaer, sagde til mig, imens hun støttede min vaklende krop under rundvisningen, at det da var stress. Men det var som om at det gik ind af det ene øre, satte et lille spor, og så forsvandt lidt for hurtigt ud af det andet igen. Jeg måtte da have øresten!
De 2 sygmeldte dage, gik hos
ørelægen, med svimmelheds cykelture frem og tilbage, telefonopkald til leder løbende og max dårlig samvittighed over sygemelding. 

 

Ingen øresten at spore.. 

 

På den første dag på det "nye" job, kunne jeg ikke finde ud af det jeg normalt var bedst til, jeg fik min første stikskade, og brugte halvdelen af dagen nede i akutklinkken. Egentlig var jeg mere lettet over at være væk fra afdelingen, end bekymret for resultatet af de tests der blev taget.
Selvom specialet var det samme, og jeg havde 2,5
års erfaring på dette tidspunkt, føltes alt nyt og anderledes. 

 

Jeg begyndte den næste periode at sove utrolig dårligt om natten, hvilket normalt lå meget let for mig. Derudover begyndte jeg at trække mig meget socialt. Jeg ville helst ligge hjemme i min seng, helt alene og hele weekenden. 

 

Det var svært at bemærke at jeg havde det dårligt, for jeg var selvfølgelig ligeså glad og udadvendt på jobbet, som jeg plejede. Jeg var jo også et nyt sted, og kunne ikke tillade mig andet.. Heldigvis boede jeg med min søster på dette tidspunkt, og vi snakkede om at jeg nok var stresset. 

 

Det blev en vane for mig at have ekstra mange tanker, at søvnen var op og ned, og at jeg kunne mærke mit hjerte slå, uden at have en hånd på brystet. 

 

Min bekymring omkring det nye sted, blev gjort til skamme. Nok var det anderledes, og meget større, men jeg mødte så mange søde mennesker! og jeg blev oprigtigt glad for det nye arbejde. Jeg synes det var spændende, sjovt, udfordrende, detaljeret. Og jeg grinte hver dag jeg var på arbejde, hvor heldig har man lov at være.
Jeg kom til at tage en masse ekstra opgaver på mig, som der desværre ikke altid var den fornødne tid til at løse helhjertet.
Ved siden af den daglige gøren, stod jeg for planlægning af ugentlige undervisningssessioner for afdelingens sygeplejersker, jeg var superbruger i vores nye IT system, hvilket indebar kurser og møder, og så indik jeg ofte i oplæring af nye kollegaer, hvilket selvfølgelig altid var helhjertet.

 

På hjemmefronten begyndte min søster og jeg at døje med hoste, vejrtrækningsbesvær og lignende symptomer, vi fandt ud af at vores lejlighed havde skimmelsvamp, den lejlighed i København der tog os umenneskeligt langt tid at finde. Det startede hvad der ville vise sig at blive en 4 årig lang sag, med lappeløsninger af lejligheden og en masse mail korrespodancer og opkald, samt lægetjek og inspiseringer frem og tilbage, imens vi ledte og ledte forgæves efter andet lejemål. Jeg brugte meget af min tid på at tænke over de sundhedsmæssige konskvenser boligen kunne medføre, tanker som ikke kunne ligges på hylden, i og med at jeg kunne mærke symptomer på min krop i alle timer jeg var der. 

 

Vi følte os ekstremt handlingslammede. Alt familie og tætte venner boede langt fra KBH, og vi havde arbejde og studie at passe.  

 

Da jeg havde været på den nye afdeling omkring 2 år, hvilket vil sige 4,5 år indenfor feltet i alt, begyndte jeg at arbejde ved siden af, i den private sektor. Som nævnt tidligere gør jeg en dyd i en god økonomi, og det var egentlig den overordende årsag. At ligge flere penge til side til min opsparing og øge mit sikkerhedsnet og tryghedsfølelse.

 


Jeg arbejdede i en periode 46 timer den ene uge og 37 den anden. Jeg havde ikke rigtig lyst til at v
ære i vores lejlighed, grundet de symptomer jeg havde når jeg var der, og brugte primært mine weekender på, at rejse til mine venner eller familie. Ud med tog fredag, hjem med tog søndag.

 

Jeg begyndte at huske dårligere og dårligere, som om at tingene simpelthen ikke hang fast i min hjerne. 



Jeg begyndte ogs
å at føle mig køresyg når jeg cyklede hjem fra arbejdet, følelsen af at være skiløjet eller at øjnene kørte rundt i hovedet på mig, pga alle de indtryk der var på vejen. Jeg havde kroniske spændinger i panden og min menstrution var alt andet end til at regne med. 
Min s
øster sagde til mig at jeg havde for meget at se til, og jeg gav hende ret.

 

Som teenager var jeg så heldig (på det område) ikke at døje med uren hud, det startede tilgengæld i mine midt 20'ere, da det var overstået for de fleste andre.  

 

Jeg forstod ikke hvorfor, og jeg prøvede alt man kan prøve, for at rette op på det. Nogle gange var min hud normal "uden grund" og nogle gange var den forfærdelig "uden grund." Jeg følte mig som en teenager fanget i en voksen krop, og når min hud var allerværst havde jeg lyst til at aflyse alle aftaler og melde mig syg på mit arbejde. Men gjorde det selvfølgelig aldrig.

 

Det var først senere jeg fandt ud af, at det var endnu et symptom på min stress, og den hormonelle ubalance der var i min krop.
I denne periode tabte jeg mig 7 kilo, hvilket fik mig til lægen. Jeg troede selvfølgelig straks at tilstanden i lejligheden havde medført det værste. Men opdagede at jeg havde udviklet stroma, som er en hormonbaseret stofskifte sygdom. 

 

Dagene, ugerne, årene havde taget hinanden og pludselig begyndte tanker også at fylde som, at jeg var blevet 27 år, stadig uden kæreste, stadig med et arbejde indenfor et felt jeg var glad for, ingen tvivl om det, men som aldrig var drømmen, men ment som et springbræt, og stadig uden at vide hvem jeg egentlig var og hvad jeg ønskede i mit liv. Jeg havde da ideer, men om de kom fra hvad omverdenen forventede, eller fra mig selv, var jeg ikke klar over.
Alt dette uden at have en idé om hvad jeg skulle gøre ved det. Tik Tok

 

En dag stod jeg i mit soveværelse og skulle ligge sengetøj på, som jeg havde gjort omkring en mio gange før, men denne gang gik jeg i stå. Jeg stod med det nyvaskede sengetøj i armene, og vidste ikke hvad jeg skulle stille op herfra. Jeg begyndte at overveje forskellige metoder, men jeg kunne slet ikke få det til at give mening i mit hoved. Jeg prøvede at se det for mig, men det var som om at dynen var firkanten og sengetøjet rundt. 

 

Efter 5 minutters tid og en tom hjerne, gav jeg op. Jeg gik smågrinende ind til min søster og spurgte om hun ikke kunne fortælle mig hvordan man ligger sengetøj på, for jeg kunne ikke huske hvordan man gjorde. 

 

Jeg fik mit første stressrelateret angstanfald, kort tid efter.









Pages